Demaskering af det moderne selviscenesættende menneske

I Maiken Abildgaards De overvågede kommer vi helt ind bag facaden af det moderne menneske, hvor angsten og smerten står skarpt som kanten af et A4-papir, der ridser sig vej ind i huden.
Af Jessie Nørgaard
”Det startede med at jeg modtog en creepy lydfil i min mailbox, derefter et sært billede - jeg ved ikke, hvem der har sendt det, men jeg føler mig overvåget!” Sådan kunne man læse på facebook inden udgivelsen af De overvågede i starten af foråret. Allerede her formåede Maiken Abildgaard at inddrage sine læsere og lege med følelsen af at overvåge kontra at blive overvåget.  
Selve værket er en helhedsoplevelse. 21 kortprosatekster printet på løse ark og smidt tilfældigt i en grøn arkivmappe, der ligner noget fra stasitiden. Teksterne har ingen titler, men angives hver især som et objekt med et nummer. Midt i stakken af papirer dukker pludselig en krøllet seddel op med retningslinjer for overvågning.
Som læser bliver man en aktiv del af værket. En mappe med overvågningsnotater er forsvundet og pludselig dukket op i ens hænder. Man får lov at observere ukendte mennesker, når de er allermest blottet - inde bag hjemmets beskyttende vægge - og henover papirerne afsløres hemmeligheder og angst bliver blotlagt.
 
Skyggesider
Sproget i De overvågede er nøgternt og rapporterende. Her er ingen maleriske miljøskildringer eller personlighedsbeskrivelser. Med kirurgisk præcision skæres de masker af, personerne har påført sig og alt det grimme og sårbare træder frem.
Teksterne beskæftiger sig med skyggesiderne af den moderne tilværelse. Det er overvågning, selviscenesættelse, angst, mediernes infektion og dekadence, der bliver genstand for observationen. Men selvom det er dystre temaer, der behandles, er der alligevel en snert af humor mellem linjerne.
Det er lidt absurd komisk, når den selvseriøse tidsånd udstilles gennem en af personerne, der er bekymrende optaget af sin mælkefobi, der er resultatet af en traumatisk fødsel, hvor han blev taget med sugekop. Eller når den ensomme postarbejder sirligt opstiller kaffebord til den dukke, der er blevet en attrap for den livsledsagerske, han aldrig fik.  
 
Live reality oplevelse
Mange af teksterne i De overvågede har et twist og et øjeblik, hvor personernes masker flås af. Og det er her, når det opsatte billede krakelerer og det grimme afsløres, at man som læser er allerbedst underholdt. Her kan man nemlig lade sig chokere over alt det, der er gemt væk under det polerede ydre.
”Teksterne er en form for live reality oplevelse, men her møder vi alt det, vi ikke ser på tv. Vi kommer bag den iscenesatte virkelighed. Vi er så politisk korrekte og gør vores bedste for at leve op til glansbilledet. Men det kan vi ikke og derfor gemmer vi os,” forklarer Maiken Abildgaard. ”Men spørgsmålet er, om vi overhovedet kan holde ud at være i de kasser, vi laver?” 
Ifølge hende er der noget inficerende i de rammer den moderne tilværelse opstiller.
”Vi lever i et samfund, der kører på folks angst. Alt det dystre og overdrevne, vi præsenteres for i medierne, skaber angst. Og gennem blandt andet reality og facebook bygges der distance op. Vi bliver angste for at blive voksne, for det fremmede, ensomheden og for at tabe ansigt.”
 
Livets efterår
Det meget dystre billede af den moderne tilværelse, der tegnes, skaber en hungren efter den gode historie. Og i De overvågede findes den i et romantiserende greb tilbage i fortiden. I den sidste af teksterne møder vi et ældre ægtepar, der sidder og holder i hånd ved et bål i haven. Væk er storbyens larm og ungdommens stress og angst. Her er alt det pillet væk og tilbage står kærligheden. For Maiken Abildgaard er det et forsøg på at vise, at der trods alt er håb.
”Det ældre ægtepar i deres livs efterår bliver selvfølgelig en smule karikeret,” forklarer Maiken Abildgaard. ”Men måske man kunne bruge noget fra de andre generationer og finde tilbage til rødderne. Måske er der noget håb i bare at sidde og holde i hånd i haven.”
 
Under huden på Folk
De overvågede er anden udgivelse fra Maiken Abildgaard, der følger efter hendes debut Folk fra 2011. Og der er en sammenhæng mellem de to udgivelser. Men hvor Folk var fyldt med stereotyper og klicheer, formår De overvågede at komme under huden på sine karakterer. Hvor Folk beskrev de mange masker, vi bærer, flår De overvågede dem af.
For Maiken Abildgaard har arbejdet med De overvågede i høj grad været drevet af en nysgerrighed.
”Mange af de personer, jeg beskrev i Folk, har jeg haft lyst til at lære bedre at kende. Jeg har haft lyst til at komme ind bag hjemmets fire vægge og være fluen på væggen og undersøge, hvad der sker, når vi ikke ved, at der er andre, der kigger med. Men jeg har også haft lyst til at sætte nogle tanker i gang og stille spørgsmålstegn ved, om vi gør det rigtige.”
 
Maiken Abildgaard kan opleves læse op af De overvågede på den århusianske litteraturfestival Vild med ord. Det sker søndag den 8. september kl. 13.30 på Ridehusscenen. Desuden kan elementer af bogen opleves på udstillingen "Behind the scenes", som har fernisering lørdag den 19. oktober kl. 12 – 17 i Galleri Kontor på Værnedamsvej på Frederiksberg.