Kongstad og Bukdahl i Huset, 80′ernes vilde måger?

Firserdrømme

Af Christian Henriksen
 
Forestillinger om 80‘erne
Her skal det handle om Kongstad og Bukdahl, speed og Danseorkestret, Elefantøl og tosserier en tilfældig torsdag i de skumle 80’ere. Men også om Strunge og F.P.Jac, dem kommer vi næsten ikke uden om, nyromantik, punk og pop. Alt sammen i én herlig blanding serveret med en kop lunken kaffe. Det var altså i ”Huset” det hele skete, om ikke andet ifølge Martin Kongstad, som åbner denne regnfyldte mandag aften. Klædt i løse bukser og læsebriller, blandt andet… Temaet er Forestillinger om firserne og 3. sal af huset er pænt besøgt, fortrinsvis af yngre mennesker, der vist kun kan huske firserne fra barnevognen, eller højst slutningen med Fido-Dido-is og Johnny Reimar, undertegnede inklusiv.
 
Nede med de fede!
Huset i Magstræde var åbenbart Kongstads foretrukne bar for omkring 30 år siden, og når det lukkede klokken 02, kunne man smutte på Kina-grill, få sig en forårsrulle og en guldøl, og smutte hjem.
 
Som åbningsreplik fortæller Kongstad, at han har været i Huset 1500 gange over en årrække på 10 år, hvilket i en vis forstand udgør den her omtalte periode. 1500 gange! Damn mand! I Huset var der liv og glade dage, man vidste, hvor de seje sad, og hvor de knapt så seje sad (heriblandt Kongstad selv), hvem der var hvem og vigtigere: hvem der spillede med hvem. For huset var på det tidspunkt, i start-firserne, et musikersted – stedet, hvor de ”teknisk dygtige” musikere kom. Det vil sige soul-, disco- og funk-folket, folk som øvede mange timer om dagen, og som stod i modsætning til de måske knapt så (teknisk) dygtige ”sorte og melankolske” punks, der holdt til i Pisserenden og (fra 1982) i Ungdomshuset. Det var en samling musikere, vel som nogle musikere er flest med den rigtige ”posé” og det rigtige hår. (Kongstad var åbenbart i dansehumør denne aften og gav den både som trommeslager og bassist – guitaristens ”musikerdans” formodedes publikum selv at kende til). Der blev fyret fede (med de fede) og alt var tilsyneladende i skønneste orden i slutningen af 70’erne.
 
Gaffa og speed
I en speedbrandert, speed var åbenbart firsernes foretrukne stof, da det var billigt og effektivt(!), læste Kongstad en anmeldelse i musikmagasinet Gaffa, besluttede i sin stille megalomani, at det kunne han gøre bedre, og smuttede hjem og skrev en artikel om sig selv – plus en selvgjort fedtfarvetegning. Dette førte til ikke mindre end et opkald fra redaktøren af Gaffa, der var i gang med at finde skribenter og redaktører til at åbne op på Sjælland. Men i og med at Kongstad ikke havde skrevet en linje førhen, blev det kun til at redigere kalenderen på Gaffa. Men om ikke andet var det her, hans skrivende karriere begyndte.
 
En dyd ud af ikke at mene noget
Ifølge Kongstad blev der i firserne, i streng modsætning til de politiske halvfjerdsere, gjort en dyd ud ikke at mene noget. På den ene side var der de føromtalte speedhoveder og på den anden punksne. Sidstnævnte var selvfølgelig politiske i et vist omfang, men ikke i nær samme grad som man/vi/de så 68’ernes engagement.
Til den anden gruppe – speedhovederne – passede speeden godt til den hurtige stemning, der ikke måtte falde i hastighed eller intensitet.
I aftenens historie fortalte Kongstad også om et cafébesøg, hvor der pludselig gik en engel gennem rummet, og sikken panik der blev… Ingen jokes eller andre top of mind tiltrængte tiltag kunne her hjælpe. Grundstemningen, som ikke var så positiv (læs: arbejdsløshed, kold krig og stagnation, for nu bare at nævne lidt) kom snigende ind på de stakkels unge, der hverken havde lyst eller magtede den (alt for store) opgave at engagere sig – engagementet skulle vise sig at komme fra en helt anden front:
 
F.P. Jac, Strunge og de sorte
I slutningen af halvfjerdserne sidder Flemming Palle Jacobsen ofte i et anneks i Hvidovre med en spand guldøl, en notesblok eller skrivemaskine og en strøm af ideer om de kommende firsere. Spontane kalenderblade udgives nemlig fra Århus på et lille forlag og heri, kan man finde en idé om fremtiden og det kommende årti – firserne, som for Jac og en masse andre ser lovende ud. Så mens punksne synger: ”There’s a hunger for life!” (bandet Before med Fritz Fatal i spidsen, cirka 1981), sidder Jac, som sagt, i sit anneks tilbage i 1976 og skriver om de nye tider, som skal komme. Her er også hunger, men det er en sult efter noget nyt og mindre konformt. Jac tilhørte ikke punksne, men skrev og ventede sammen med Michael Strunge og andre en del manifester om denne den nye tid, allerede inden den var gået i gang.
 
”kryds din verden af fra rummene du fylder med glans
 
fra de skrænter hvor du mærker autoriteternes legen kispus
 
slip ikke fremtids-albummet fra din flydende favn
 
der skal vise os frem for nutidens fremtids-børn
 
plant dit hjerte i vores dynd mit barn
 
og vi vil gro op i motiverede stimer langs vejene
 
mellem konventionernes ituslåede glas og pap-kultur
 
som klædelige farver med vinkende hænder og vingers flodstrøm”
 
F.P.Jac, 1976
 
Læg mærke til ”vi” og ”os”, som indikerer, at der er mere end bare en digter (i elfenbensannekset), det er en hel generation, der taler gennem Jacs ord. Han og Strunge, Strunge udgiver Livets hastighed i 1978, er allerede med på den bølge af punk og nyromantik, som allerede kan siges at ebbe ud i starten af firserne. 80’er-bevægelsen folder som bekendt ”Drømmenes faner ud”, der tales om døden på Floss og Krasnapolsky, og Strunge tager livet af sig i 1986 efter en årrække på toppen af den danske undergrund.
 
Fascinationen
Man skal ikke lede længe på Google efter ”punk i Danmark”, før man falder over filmen De skrigende halse (1992), som på sin vis udstiller og parodierer firserne. Her møder vi Ronni, der åbenbart skal dø af en eller anden sygdom. Han har fået diagnosen!
Som en af aftenens foredragsholdere sagde, så havde Strunge engang udtalt til Jac, at han var lidt ked af kun at være maniodepressiv: ”Det ville have været meget sejere at være skizofren”. (Selv skulle jeg ikke mene, det er romantisk at være skizofren. Men for den der ikke er det, er det nok fascinerende at kigge på og lægge øre til. Sikke de kan fabulere, de dér digtere.)
Det var fascination af sindssyge, der var i centrum hos den unge punkgeneration, ligesom vi ser den hos forfattere som Artaud (som selv var rigtig gak) og Lautreamont (som sammen med Rimbaud, Verlaine og Baudelaire må have stået på den gode liste af inspirationskilder for den nye generation af flanører), men også om den plastiske og medieliderlige tilgang til tilværelsen, som for mig, Strunge bliver eksponent for. Jac står også af!
Nå!! 80
Allerede i 1980 afholdes arrangementet Nå!! 80 (i Huset), hvor mange af de prominente bands og lyrikere var til stede og performede. Jac kunne ikke mere, han havde allerede sagt det han ville til firser-generationen – de kunne bare have lyttet ordentligt. Under Nå!! 80 parodierer Jac i stedet Jørgen Sonne og laver derved ravage.
Strunge derimod får den opmærksomhed han har længtes efter og skyder som en kugle ud af en kanon mod de dansende stjerner. Opgøret med halvfjerdserdigterne og dermed en manifestation af firsernes endelige gennembrud foregår i programmet Bazar i 1984, hvor Strunge og Pia Tafdrup giver Lola Baidel tørt på, synes de selv. Bad to the bone - i et meget pænt sprog!
Nu hvor alt dette er skrevet, vil jeg lige sige, at det var en fornøjelse at høre de to herrer på hver sin vis og side snakke om de glade (?!) firsere. Det var en fornøjelig aften, og min indsigt i Jac er blevet boostet til videre interesse. Ham skal der mere af på hylden. Tak til litteraturfestivalen kbh læser, Lars Bukdahl, Martin Kongstad og Huset for en god mandag i ‘det fede selskab’.
Over and out!