Hvorfor læse bøger?

For mig er bøger og læsning en lomme i dagligdagen, i weekenden eller på ferien, i toget. Afbrækket fra medieræset og informationsstrømmen. Tiden til fordybelsen. Nydelsen af hverdagen. Kaffe. Måske musik. Måske te. Måske en knasende kage eller et stykke chokolade. Måske bare tiden. Øjeblikket, hvor jeg kan samle mine tanker og koncentrere mig - strække øjeblikket ud. Blive ført ud på en rejse. Blive underholdt og blive præsenteret for tanker og fornemmelser, sansninger fra andre, fiktive eller ægte - eller selv få vækket tanker, jeg ikke vidste jeg havde. Bøger kan få mig til at lægge mærke til sansninger, jeg ellers overser eller ignorerer og glemmer. Tekster og bøger, beskrivelser, digte, lyrik på lyd eller i billeder vækker øjeblikke.  Øjeblikke jeg kan tage med mig og tænke over. Diskussionen med forfatteren, teksten, siderne - perspektiver på ting der optager mig, eller som jeg ikke vidste var interessant. Andres perspektiver. Legen med indlevelse og perspektiver. Andres perspektiver og syn på fænomener, på dem selv, på andre end dem selv.

Kommentarer

Hvorfor læser du? 
Hvad får dig i det røde felt, når det gælder bøger - hvad er fedt?
Hvor læser du?
PÅ hvilket tidspunkt af dagen af ugen af året læser du bøger?

Jeg læser hver dag, hele året og alle mulige steder og er overbevist om, at jeg kun kan leve et sundt og lykkeligt liv, fordi jeg læser bøger.
Jeg tror, at grunden til at mennesker altid har holdt af fortællinger dybest set er, at vi alle ønsker at se vores liv som en historie i stedet for en række af usammenhængende og tilfældige begivenheder. Litteraturen giver os mulighed for at finde et mønster for vores egen livshistorie, da vi ved at spejle os i fiktive personer og identificere os med deres historier bliver klar over, hvem vores helte og heltinder er, hvad vi ønsker at opnå eller kæmpe imod.
Samtidig er læseoplevelsen, som alle andre former for fordybelse, en måde at opnå indre ro på, fordi man glemmer sin hverdag og alle de små ting, som irriterer, når man er grebet af en god bog. For mig er det en måde at ændre sindstilstand på, så jeg kan vende tilbage til virkeligheden forfrisket og med ny energi.