Afsked med sommeren

Afsked med sommeren

 
Af Sofie M. Hansen
Svaler og mursejlere er rejst og nattehimlen lyser ikke længere. Der findes få virksomme midler mod efterårets tristesse. Men en smule trøst kan læseren måske finde i denne melankolske efterårsfortælling.

Min farmors øjne ser ikke så godt, som de før har gjort. Hun kan ikke længere tyde de små trykte typer, så hun har overladt sit bibliotek til mig (på nær to romaner, hun fik tildelt som flidspræmie på Handelsskolen, og min farfars endeløse samling af efterkrigsungdomsromaner, som hun mener, jeg bør skånes for). Nu tårner bøgerne sig op ad min soveværelsesvæg. Stablet således, at jeg kun med møje kan vriste en enkelt bogryg fri mellem de andre. Det er september; bogens titel er Afsked med sommeren.

Live fra Statsradiofonien
Den ser ikke ud af meget, et tyndt hæfte med enkelte sorthvide illustrationer til de gullige siders tekst. Bogens ryg er misfarvet af sollys, som om den selv har været udsat for sommerens gåen og kommen mange år i træk. Det lille værk, der ikke er mere end en lang novelle, er skrevet af Cai M. Woel og blev udgivet i anledningen af forfatterens tresårsdag i 1955. Året forinden havde den været bragt som føljeton i Statsradiofonien, erfarer jeg ved et kig bag i bogen. Som føljeton har dens fornemste opgave været at tryllebinde lytteren i en sådan grad, at hun trofast er vendt tilbage dag på dag. Og det formås med en intens beskrivelse af et forhold, der over ganske kort tid udvikler sig til et livsforandrende bekendtskab.

Fru Auning er i blomst
Mellem hovedpersonernes uforløste, formelle smalltalk giver en nyfigen alvidende fortæller læseren adgang til hovedpersonernes fortvivlede indre monologer. Fortælleren drager os så nær, at vi ligefrem kan mærke det pusle i grenene, da Fru Elise på novellens første side bøjer hyldebuskens grene til side, som var det teaterets scenetæppe hun drog, og afslører vor mandlige hovedperson, litteraturprofessor Anders Pedersen. Den aldrende professor er taget på ferie fra Dosseringen i København og indlogerer sig hos Fru Elise Auning, en kvinde i tredverne med et forlist ægteskab bag sig. Fru Aunings have er i blomst. Hun vimser omkring mellem tjørnehække, rosenrabatter og georgineskovens blussende farver - og blussende og i blomst er Fru Auning også selv, forstår både vi og professoren gradvist, mens professoren sukker og ach’er og ryger shagtobak. For hver kop te, hun serverer, og hvert stykke smørrebrød, hun smører, tiltrækkes professoren mere - men det er ikke en erotisk besættelse, snarere en besættelse af hendes vitalitet. Det er sent på sommeren. Også Fru Auning nærmer sig randen af sin ungdom. Men hun har endnu et ”sødt pigeligt smil”, et smil han har ”luret på så ofte gennem mange år, set hos de unge, mest hos dem vel,” ungdommens betagende, forelskede smil.

Husk, at du skal dø
Langsomt nærmer de to sig hinanden. Indtil Frits Malling, en mangeårig, men ikke særlig loyal, bejler med sit ”moderne storstadslegeme” vrister dem fra hinanden, som den første kulde skiller blade fra kviste. Professoren gør ingen modstand; han giver fortabt og forlader Fru Auning samme dag. Han giver slip på sommeren, Fru Aunings blomstrende have og solskinssind. Han oplever pludselig efterårets komme, så voldsomt som da han en sommerdag ved mergelgravens rand, syv år gammel, første gang stiftede bekendtskab med Momento mori motivet: At Nuet skal passere, sommeren skal ende, alting skal dø. Omend endnu mere intenst, fordi det denne gang ikke hun handler om sommerens død, men faktisk om hans egen! ”Senere tænkte han [dagen] efter og han forstod at det havde været hans sidste egentlig levende.”

Ensomhed eller kolera
Med en simpel fortælling lykkes det Woel at behandle et af litteraturens største emner. Jeg kastede et blik tilbage på min farmors bogskat og fik hurtigt øje på Thomas Manns Døden i Venedig. Hvis man, i stedet for at læse Manns roman som en skildring af et homoerotisk forhold, lægger vægt på aldersforskellen mellem Manns hovedperson, Aschenbach, og genstanden for hans besættelse, drengen Tadzio, er motivet stort set det samme som hos Woel. Den unge Tadzio er udpræget androgyn. Og Døden i Venedig kan læses som en kønsløs besættelse af det ungdommelige - det lette, det lyse, den blomstrende ungdom med gyldne lokker, som den aldrende kun kan sminke sig til. Et håb om for en stund at kunne glemme at huske, at du skal dø - at få del i den evne, som kun ungdommen besidder. Mens besættelsen varer ved, føler den besatte sig genoplivet, som ung på ny. Men erkendelsen af, at aldersforskellen umuliggør kærligheden, bliver samtidig hans endelige - det sidste skub, der virkelig sender Woels og Manns hovedroller i graven, ramt af kolera eller i nærværende fortælling ramt af byens fatale ensomhed.